|
Behold drikkevarer og andre ting på bordet. Hænderne skal forblive synlige
Man kan jo ikke forlange at en spiller ikke må kradse sig på knæet eller midlertidig have hånden under bordet. Men man kan gøre det mere naturligt for spilleren at holde sig til spillebordet og ikke dreje sig væk eller andet.
Der skal være plads nok på bordet til evt. drikkevarer og askebæger m.m. Brug ølbrikker eller andet for at beskytte bordet, Sørg for at askebægeret er stort nok, så man ikke spilder på bordet.
Et godt alternativ vil være helt at bandlyse drikkevarer og rygning ved spillebordet. Til gengæld kan man så måske holde en lille pause for hver time man har spillet.
En falskspiller vil altid forsøge at få alt til at se normalt ud. Hvis det bliver unormalt at have hænderne under bordet, så vil han ikke gøre det. Men hvad kan han gøre med hænderne under bordet. Han kan f.eks. udskifte en af sine kort med et kort han har snuppet tidligere. Eller måske lave mærker på kortet, så han kan genkende det senere i spillet. Eller han vil endda bytte kort med sin medsammensvorne.
Husk at bare fordi en medspiller har hænderne under bordet, så betyder det ikke at han snyder. Brug din sunde fornuft og vær opmærksom.
|
|